Klimaet har forandret sig de seneste par hundrede år - både på kloden generelt og i Danmark, Grønland og på Færøerne. Forståelse af denne udvikling er helt central, hvis vi vil vide, hvordan vi som mennesker påvirker klimaet.
Hvis vi vil vide, hvor meget vi ændrer klimaet, så må vi vide, hvor meget det ændrer sig af sig selv. Det er en af grundene til, at gamle vejr-data er så værdifulde.
De ældste direkte temperaturmålinger er fra 16/1700-tallet, men først fra omkring 1860 er der pålidelige målinger, som dækker hele kloden.
Da DMI blev oprettet i 1872, fik instituttet blandt andet til opgave at overvåge vejr og klima.
Information om klimaet længere tilbage får vi fra træringe og koraller samt borekerner i søer, moser, oceaner og iskapper.