Det er i år 50 år siden, meteorologen Edward Lorenz formulerede teorien, der påviste kaos i vejr-forudsigelser. Med DMI's ensemble-prognoser vendes kaosteoriens udfordringer nu til en fordel.
Med en kaosteori på banen var man nødt til at ændre opfattelsen af, hvad der er muligt at forudsige om fremtidens vejr. Selvom kaos antyder uorden og usikkerhed, skal kaosteorien ikke forstås sådan, at det er umuligt at lave forudsigelser om vejret. Eksempelvis er det muligt at forudsige med sikkerhed, at det vil blive sommer om et halvt år, og så længe vi øger mængden af drivhusgasser i atmosfæren, slipper der mindre og mindre varmestråling ud fra den. Kaosteorien påviste derimod, at i mange tilfælde er præcise vejr-forudsigelser ikke kun vanskelige - de er faktisk umulige at lave.
Overraskende resultater
Meteorologen Edward Lorenz (1917-2008) arbejdede i 1950’erne og 1960’erne med forløberne for de computer-modeller, vi i dag bruger til at beregne vejrudsigter med. Han studerede, hvordan konvektion opstår i en atmosfære med en temperaturforskel fra bund til top.
Konvektion er en proces, hvor der i opadstigende luftstrømme gennem fordampning og fortætning udveksles energi (varme) mellem forskellige niveauer af atmosfæren.
For at tjekke de beregninger, han havde lavet, gentog ham dem. Han tog sig en kop kaffe og ventede en times tid på, at computeren skulle regne færdig. Imens regnede computeren ca. to måneder frem i tid.
Resultaterne, der kom ud anden gang, var helt forskellige fra de første resultater. Lorenz tænkte, at der måtte være sket en fejl, og han granskede derfor resultaterne nøje. Han opdagede, at de to beregninger var ens til at begynde med, derefter blev de lidt forskellige, for til sidst at være helt forskellige. Figuren nedenfor viser, hvad han så, da han printede resultaterne.
