Onsdag er det forårsjævndøgn, men det ignorerer snedækket i Danmark, som topper med 25 centimeter på Bornholm.
Præcis klokken 12.02 onsdag skifter Solen fra at lyse mest på den sydlige halvkugle til at lyse mest på den nordlige. Det er det, vi kalder forårsjævndøgn. Og med det går vi ind i sommerhalvåret i Danmark.
Der er dog hverken forår eller sommer at se ud af vinduet. Langt de fleste steder i landet har et lag sne, der på Bornholm er op til 25 centimeter tykt og med endnu større driver. Falster har også fået sin del af sneen med 22 centimeter. Nedenfor finder du den omtrentlige fordeling af sneen i Danmark onsdag morgen.
