Der er god chance for masser af stjerneskud i nat. Desværre er vejret ikke det bedste.
Natten til tirsdag topper den årligt tilbagevendende sværm af stjerneskud Perseiderne. Teoretisk er det muligt at se 100 stjerneskud i timen, men selv et rimeligt mørkt sted i Danmark er det maksimale man i praksis oplever omkring 50. Men det skulle vel også være nok til at tilfredsstille de fleste.
Desværre er nattens vejr ikke optimalt for det frie kig til himlen, fortæller mandagens vagtchef Steen Rasmussen.
"Vi er inden i en kraftig vestenstrømning. Den blæser kold luft ind over landet med skyer og byger. Skydækket er ikke specielt tykt eller tæt mellem bygerne, så har man tålmodighed skal der nok være hul til himlen ind imellem. Perfekte forhold bliver der dog langt fra tale om".
På baggrund af prognoserne mandag middag vurderer Steen Rasmussen, at det er de nordlige dele af landet, som får det bedste udsyn til Perseiderne.