Der bliver en uge med masser af sol. Den starter lidt køligt, men efterhånden hjælper det på det. Fra weekenden kan vi igen nå pænt over de 20°C.
Den kommende uge byder på masser af sol og efterhånden temperaturer, der nogle steder når op omkring 20°C.
Længere fremme kan vi endda nå endnu højere op. Mandag aften antyder prognoserne således temperaturer på 22-23°C fra weekenden og frem, hvor det bliver varmest.
Det flotte junivejr skyldes et højtryk over De Britiske Øer, der i løbet af ugen bevæger sig mod nordøst til Nordskandinavien. Samtidig bygges et nyt højtryk langsomt op over øerne.
