Vejrets Detektiver: Hvem skvulper atmosfæren?

Vejrets Detektiver forklarer

Contrails kender vi alle sammen. Det er de skinnende, hvide kondensationsstriber af iskrystaller, som højtgående fly efterlader sig på himlen, når visse atmosfæriske betingelser er opfyldt. Kravet er bl.a. en lufttemperatur på -40 grader eller lavere, som vi om sommeren typisk finder i en højde på ca. 10 kilometer. Er fugtighedsgraden lav, eksisterer striberne ganske korte, eller de opstår slet ikke. En højere fugtighedsgrad forlænger stribernes levetid, så deres udseende med tiden når at afspejle atmosfærens bevægelsesmønstre. Det sker undertiden i en sådan grad, at de ikke mere kan skelnes fra naturligt forekommende cirrusskyer.

Jesper Grønnes cirrusskyer hidrører med stor sandsynlighed fra fly. Alderen er betydelig, og den og højdeforskelle kan forklare variationerne striberne imellem. Usædvanlig i contrail-sammenhæng er bølgemønstret fremhævet i det nederste foto. Det er ellers et mønster, der normalt ses i naturlige skyer.

Betegnelsen for mønsteret er Kelvin-Helmholtz-bølger. Ved søgning på Google findes mange beskrivelser af fænomenet. Mønstret fremkommer, hvor varm luft overlejrer koldere luft, som har en højere massefylde, og hvor der samtidig optræder en forskel i vindhastighed og/eller vindretning mellem de to luftmasser.

Med den rette kombination af massefylde og vind luftmasserne imellem opstår bølgedannelser, der svarer til havbølger, som brydes. Flyet har altså passeret gennem et lag med disse rette egenskaber. Flyet har så at sige 'leveret sporstoffet’ (vanddampen), men ikke selv bidraget til mønstret.

Det næsten samtidige satellitbillede nedenfor viser et noget rodet mønster af blåhvide cirrusskyer. I hvilket omfang disse stammer fra contrails er ikke til sige, men der kan skelnes enkelte 'friske' striber. De brunlige nuancer beskriver temperaturforhold eller algeforekomster i havoverfladen.

John Cappelen & Leif Rasmussen