Oktober står i klimaets tegn, når FN's klimapanel kommer til København. Vi varmer op med vigtige ord fra klimadebatten. I dag forklarer vi albedo-effekten, og hvordan fænomenet bidrager til øget opvarmning.
Albedo er et mål for en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi.
Albedo (latin for hvid) måles som andelen af lys, overfladen reflekterer. Hvis en overflade reflekterer 34% af lyset, så er albedoen 34 (ind imellem også skrevet som 0,34). En helt hvid overflade har en albedo på 100 og en helt sort har en på 0.
