Klodens varmeste oktober øger risikoen for globalt rekordår
2014 fortsætter den globale hedetur. Helt nye data for den nederste del af atmosfæren viser, at også oktober blev den varmeste i de 150 år, hvor der er målt temperatur på kloden.
Også oktober er nu endt rekordvarm på Jorden. Det viser analyser af de globale temperaturer, som blev offentliggjort fredag.
"Siden april har vi set flere rekorder, der enten er tangeret eller overgået. April til juli var meget varme, og både august og september blev de varmeste af deres slags. Nu følger så en rekordvarm oktober", fortæller klimaforsker og DMI's ekspert i globale temperaturmålinger, Martin Stendel.
Ifølge de to amerikanske institutioner National Climatic Data Center (NCDC) og NASA/Goddard Institute for Space Physics (GISS) indtager oktober 2014 1. pladsen som den varmeste oktober. Hos NCDC er oktober 0,67°C varmere end gennemsnittet for perioden 1961-1990. Hos GISS er det tilsvarende tal 0,68°C.