Californien er ramt af den værste tørke i over 100 år. En højtryksryg blokerer for vigtige vinterstorme.
Californien oplever lige nu alvorlig tørke. Amerikanske klimatologer har kigget tilbage i dataene og kan konstatere, at Californien ikke har været så hårdt ramt af tørke siden 1895.
Højtryksryg blokerer
Nedbøren ligger på under 20 procent af normalen, og alle steder på tværs af regionen oplever man tegn på tørke: lav vandstand i floder, lave snemængder i bjergene samt skovbrande uden for sæsonen.
Synderen er en højtryksryg, der ligger og blokerer for de vinterstorme, der er så afgørende for den årlige opbygning af vandressourcer, der bærer det vestlige USA gennem resten af året.
Sådanne højtrykssystemer er ikke ualmindelige, men det har nu ligget og blokeret i hele 13 måneder. Jo længere tid, der går, desto mindre er sandsynligheden for, at det flytter sig, lyder meldingen fra det nationale center for tørke i Nebraska.