Sentinel-1: Første billeder er i kassen
Sentinel-1-satellitten, der skal fremme forskeres arbejde samt sikre kortlægningen af havisen, er blevet skudt godt afsted. De allerførste billeder fra den kun én måned gamle satellit er i kassen.
Radardata fra Sentinel-1 kommer til at favne bredt inden for både forskningsmæssige og operationelle områder.
Satellitten, der kun har været i omdrejninger i en måned, kommer til at spille en markant rolle inden for overvågning af havisen i isfyldte farvande, men den anvendes også til klimaforskning samt afdækning af arealer til brug i katastrofesituationer.
De spæde radardata blev præsenteret ved et arrangement i Bruxelles den 8. maj, hvor seniorforsker Leif Toudal Pedersen fra DMI’s Center for Ocean og Is præsenterede det første iskort fra Sentinel-1-satellitten.
”Sentinel-1 kan ses som rygraden i fremtidens iskortlægning. De radardata, som Sentinel-1 leverer er af stor betydning for os, når vi kortlægger havisen, så skibe kan passere sikkert i isfyldte farvande,” siger Leif Toudal Pedersen og fortsætter:
”Det er meget positivt, at vi allerede har fået sådan en god start her i satellittens første levetid. Det giver en god formodning om, hvad vi kan forvente, når data fra Sentinel-1 for alvor begynder at flyde fra omkring den 1. juli 2014.”
Den 2,3 tons tunge Sentinel-1-satellit, der kredser om Jorden i 693 kilometers højde, blev skudt afsted den 3. april 2014 i Fransk Guyana.