Søndag ved midnat sluttede en særdeles våd maj-uge. 34,6 millimeter eller 1½ milliard ton blev det til på landsplan.
Allerede mandag den 5. maj stod det klart, at uge 19 ville blive endog meget våd. Vejrmodellen gættede på 41 millimeter, mens vagtchef Klaus Larsen troede på noget nede omkring de 30 millimeter.
Nu er uge 19 gået, og målingerne er i hus. 34,6 millimeter blev det til på landsplan. Det svarer til, at der i alt er faldet 1½ milliard ton regn over Danmark på 7 dage!
Det vådeste sted i den våde uge blev Hald mellem Randers og Mariager Fjorde. Her fik de hele 54,1 millimeter.