Tirsdag skyder Europa satellitten Sentinel-3 op. Dens målinger giver både bedre prognoser til Danmark og mere detaljeret overvågning af det frygtede klimafænomen El Niño.
Opdatering efter opsendelsen: Opsendelsen af Sentinel-3 forløb smertefrit. 92 minutter efter lift-off etablerede kontrolcenteret kontakt med satellitten via en jordstation i Kiruna, Sverige. Over den kommende tre døgn aktiveres alle systemer. Derefter følger en ca. fem måneder lang kommissioneringsfase, hvor forskere på blandt andet DMI sikrer, at kvaliteten af data fra Sentinel-3 lever op til forventningerne. Derefter åbnes der op for alle satellittens mange produkter for den almindelige bruger.
Tirsdag klokken 18.57 dansk tid stiger en 29 meter høj Rokot-raket op fra den russiske kosmodrom Plesetsk 800 km nord for Moskva. Om bord har den Europas Sentinel-3-satellit, hvis primære instrument er en jordrettet, superfølsom temperatursensor.
DMI har allerede stor glæde at den første Sentinel-satellit, der blev sendt op i april 2014. Sentinel-1 er en radarsatellit, som kan se is på havet gennem selv tykke skyer. Derfor er den kritisk for iskortlæggerne, som løbende sikrer skibsfarten blandt andet ved Grønland. Men ifølge DMI-forskerne Gorm Dybkær og Jacob Høyer er forventningerne til Sentinel-3 mindst lige så store.
Bedre vejrudsigter
"For os på DMI er hav- og is-temperaturer de mest interessante data fra Sentinel-3. De kan nemlig forbedre vejrudsigterne", siger isforsker Gorm Dybkær.
Når temperaturen af havet er så interessant for de danske vejrudsigter, så skyldes det, at vi får vores vejr fra vest langt det meste af tiden. Derude ligger Atlanten. Og jo flere detaljer forskerne har fra havoverfladen, jo bedre kan de beskrive, hvordan den påvirker atmosfæren og dermed vejret.
"Bedre temperaturmålinger i Nordatlanten giver os først og fremmest bedre styr på vejret de kommende 24 timer. Det er der, effekten er størst", siger Gorm Dybkær.
Men også flere dage ud i fremtiden sikrer Sentinel-3 et lille hop i kvaliteten. I Arktis måler satellitten nemlig også temperaturen af isens overflade, som kan forbedre kvaliteten af de danske vejrudsigter godt tre dage frem i tiden, forklarer Gorm Dybkær.
"Det tager nogle dage for vejret at komme fra Arktis ned til os. Men når vi ved mere præcist, hvordan vejret er i Arktis, så ved vi også mere om, hvad det er for noget luft, der kommer ned til os senere".
Feltarbejde skal oversætte satellitsprog
Temperaturen af isens overflade er et område, hvor der er store forbedringer at hente, og hvor der fortsat udestår en del arbejde. Det skyldes, at de termometre, der sidder på satellitterne og kigger ned på Jorden, ikke er ret godt kalibreret i forhold til is. Målingerne kan med andre ord ikke oversættes lige så nøjagtigt, som de kan, når satellitten måler over land eller hav. Men det er en udfordring, DMI har samlet op.
"I løbet af foråret tager vi nordpå til Arktis, hvor vi direkte måler temperaturen af hav og is. Når vi har data fra samme tid og sted fra satellitten, kan vi forbedre oversættelsen af dens målinger markant. Det er en teknik, vi har haft stor succes med, siger remote sensing-ekspert Jacob Høyer. Remote sensing er den gren af videnskaben, der beskæftiger sig med at omsætte data fra fly og satellitter til præcise målinger af forhold på Jordens overflade. Med baggrund i remote sensing er DMI naturligt nok Danmarks største aftager af satellitdata.
