Tirsdagens særlige sol skyldes små partikler i atmosfæren, der kommer fra Nordafrika og Sydeuropa. Årsagen er ganske usædvanlig.
Har du bemærket den rødlige sol over Danmark tirsdag og måske endda en rødlig himmel? Fænomenet er synligt fra De Britiske Øer over Danmark til Sverige og Finland.
De rødlige toner skyldes en masse små partikler højt oppe i atmosfæren. Partiklerne påvirker sollyset på en måde, der fremhæver de rødlige toner i det ellers hvide lys.
Når sollyset passerer mange små partikler på sin vej, bliver lyset spredt og absorberet. Partiklerne, der især kommer fra skovbrande på den Iberiske Halvø, absorberer lyset med de korteste bølgelængder, som er sollysets blålige toner, mere, end lyset med de længere bølgelængder, der udgør sollysets gullige og rødlige toner.
De rødlige toner overlever altså så at sige turen fra Solen til dit øje, mens de gullige bliver spredt og gør himlen gullig. De blå toner bliver absorberet i partikel-laget. Alle farverne bliver svækket, så vi generelt set har fået mindre sollys og solvarme ned til overfladen tirsdag.