Weekenden bød stedvis på kraftig regn og lokale skybrud. Landsgennemsnittet svang sig helt op på 39,1 mm regn. Det er tæt på halvdelen af de 85 mm nedbør, der normalt falder på en hel oktober. Overgangen til mandag blev blæsende, stedvis med vindstød af stormstyrke, og et udsædvanligt varmepust med 19 graders varme lagde sig over os kort før midnat.
Store regionale udsving i nedbørsmængderne
Kigger man på fredagens nedbørsmængder alene, endte landsgennemsnittet på hele 23,0 mm. Det er kun sket fire gange siden 2011!
Klimatolog Mikael Scharling uddyber: ”46 af Danmarks 98 kommuner fik fredag over 30 mm nedbør, men der var store udsving i tallene hen over landet. Vejen og Kolding kommune blev de to vådeste med henholdsvis 48,9 mm og 47,3 mm som en gennemsnitsværdi for kommunen. Modsat blev de to tørreste kommuner Ålborg og Bornholm med 6,7 mm og 7,1 mm. Der var også steder i landet, hvor kriteriet for kraftig regn blev opfyldt, men det blev kun til et enkelte registret skybrud. Skybruddet forekom lidt nord for Holstebro.”
Kraftig regn er defineret ved, at der falder mere end 24 mm på 6 timer. Skybrud indebærer, at der falder mere end 15 mm på 30 minutter.
