DMI varsler skybrud. Skybrud kommer fra byger, og byger er svære at styre.
Der er risiko for skybrud i Danmark. I Danmark definerer vi skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.
Store mængder nedbør på kort tid kommer næsten altid i forbindelse med byger. Og byger er næsten per definition lokale. Og for øvrigt næsten umulige at forudsige præcist. Det har indflydelse på varslingen.
Varsler en risiko
"Byger er en slags vejrets 'trold i æske'. De kan dukke op ud af det blå, levere en måneds nedbør på en time og så forsvinde lige så hurtigt, som de kom", forklarer DMI's beredskabschef, meteorolog Knud-Jacob Simonsen.
Skybrud kan forekomme som helt separate byger, men de kan også forekomme som ekstra kraftige celler inde i et mere almindeligt langvarigt regnvejr.
