Udregninger lavet ud fra reanalyser fra European Center for Medium Range Forecast (ECMWF) afslører, at september 2019 marginalt slog ny rekord for den højeste globale middeltemperatur. Grønland var som helhed med til at trække regnskabet op, men faktisk havde toppen af Indlandsisen en koldere september end normalt.
Varmerekorden opgjort på målstregen
Ifølge Copernicus Climate Change Service endte september 2019 med en global gennemsnitstemperatur på 0,57 °C over normalen (1981-2010) og slog hermed den tidligere varmerekord fra september 2016 yderst marginalt med 0,02 °C. Man kan læse mere om det her.
https://climate.copernicus.eu/surface-air-temperature-september-2019
Der er også andre, der kommer med opgørelser over den globale temperatur for september 2019, f.eks. NASA. Grundet små forskelle i beregningsmetoderne, og det faktum at varmerekorden kun blev slået yderst marginalt, er det ikke sikkert, at de erklærer den globale middeltemperatur for september 2019 som rekordvarm.