December er ofte mere grå end hvid. Med hele 29 dage tilbage, kan det nås endnu, men december er alt andet lige kommet rigtig godt fra start - i hvert fald set med et barns eller sneelskerens øjne. Størstedelen af landet er nemlig indhyllet i en tyk, hvid dyne af sne. Flere steder i så store mængder, at den ikke smelter lige med det samme.
DMI’s klimatologer har talt hele 21,1 mm nedbør sammen på landsplan på de to første decemberdage, og nogen steder helt op mod 30 til 40 mm. Djursland fik mest nedbør med 44,3 mm.
1 mm regn kan i et groft overslag omregnes til 1 cm sne. Men temperaturen har de fleste steder svinget omkring 0°C, og derfor er der både faldet sne, slud og regn.
DMI’s hold af snemålere har dog været ude til morgen, og deres målinger viser, at der ligger op til 30 cm mellem Hobro og Aalborg, og flere steder i det nordlige Jylland er der meldt om 20 cm sne.
Sjælland er sluppet nådigt med meldinger på op til 6 - 7 cm, mens Fyn har 1 cm og Bornholm slet ingen sne.