Søndag stod i blæstens tegn, da et mindre lavtryk passerede lige nord for Danmark og både trak vind og vand ind over landet.
Stod man på forreste klitrække ud mod Vesterhavet, kunne man også have svært ved at stå fast på jorden. Måleren i Blåvandshuk ved Esbjerg målte vindstød af orkanstyrke på 32,8 m/s, kun overgået af måleren på Røsnæs tæt ved Kalundborg, hvor vindstødende toppede ved 32,9 m/s.
Ved de samme målestationer nåede middelvinden også stormstyrke, idet middelvinden i Blåvandshuk lige akkurat nåede op på storm med 24,9 m/s, mens Røsnæs-måleren registrerede 25,9 m/s. Storm er vind over 24,5 m/s. Orkan starter ved 32,4 m/s.
Vestkysten var i øvrigt generelt hårdt ramt af de kraftige vinde, som også stuvede vandet op mod kysterne. Langs den sydlige del af Vestkysten nåede vandstanden flere steder op over 2 meter over dagligt vande.