Siden 1981 er der i pollensæsonen udarbejdet daglige varsler for birk, græs og bynke. Pollentællingerne bliver udført i tæt samarbejde med patientforeningen Astma-Allergi Danmark, der selv står for indsamlingen, optællingen og håndteringen af pollendata. Ny teknologi har fra 2021 gjort det muligt for Astma-Allergi Danmark at varsle med 5-døgnsprognoser. Der varsles nu også for el, hassel og elm.
For en normal sæson er 70-80 % af prognoserne korrekte, hvilket er tilfredsstillende, når man tænker på de mange komplicerede og til dels ukendte processer, der er bestemmende for koncentrationen af pollen i luften.
Forudsigelse af pollen er i første række baseret på de allerede målte pollenkoncentrationer kombineret med en vejrudsigt med hovedvægten lagt på forudsigelse af maksimumtemperatur, skydække og nedbør.
Den nye 5-døgnsvarsling, som bliver leveret af Astma-allergi Danmark, bygger på en såkaldt machine learning-algoritme, der ud fra de samme principper som den ”manuelle varsling” bruger vejrudsigten, sæson, historisk data og sæsondata til at forudsige pollenmængden op til 5 dage frem i tiden. 5-døgnsvarslingen er dybt afhængig af vejrudsigtens præcision og kan derfor også give udsving, desto længere man ser frem i tiden. Du finder fremdøgnsvarslingen på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside og i deres Pollen-app.
Pollenart | Få | Moderat | Mange |
El | <10 | 10-50 | >50 |
Hassel | <5 | 5-15 | >15 |
Elm | <10 | 10-50 | >50 |
Birk | < 30 | 30 - 100 | > 100 |
Græs, bynke | < 10 | 10 - 50 | > 50 |
Bynke | <10 | 10-50 | >50 |
Varslingsgrænserne for hvordan de daglige varsler skal tolkes.