Når vanddamp stiger opad i atmosfæren og køles af, fortættes den til små dråber. Det sker dog kun, hvis der i luften findes saltkrystaller, støv- eller røgpartikler, der kan fungere som ”samlingspunkter” for vandet.
Heldigvis findes der sådanne kondensationskerner overalt i luften, og skyer er da også et ganske hyppigt fænomen på himlen.
Skyerne kan efterfølgende forblive i det niveau, hvor de er dannet og dermed udvikle sig horisontalt. I det tilfælde kaldes de stratiforme (lagskyer) med en grundform der betegnes stratus. Alternativt udvikler de sig lodret og kaldes i så fald cumuliforme (konvektionsskyer) med grundformen cumulus.
Hvilken retning, som skyerne vælger at udvikle sig i, afhænger af forholdene i atmosfæren.
En skys grænser er der, hvor luftens grad af gennemsigtighed mærkbart skifter. Den går fra at være klar eller svagt diset til mere tydeligt at indeholde vanddråber eller iskrystaller.
Der er ikke noget, der decideret holder sammen på en sky. Den sky, vi ser på himlen, er fysisk set ikke den samme som den, vi så for 10 minutter siden – kun mønstret er uændret. Skyen fornyes nemlig til stadighed ved tilførsel af luft med efterfølgende fortætning. Så længe den proces foregår, vil grænsen til den omgivende luft fremtræde skarp.
Ophører tilførslen (f.eks. når skyen driver ud over et koldt hav) bliver skyen flosset og uskarp. På et tidspunkt opløses skyen, når den helt fordamper og afkøles.
Skyerne ligger fra skorstenshøjde til op over 15 kilometers højde. Der er også skyer, der når helt ned til jorden, men så kalder vi dem tåge.
